DIKU: DIKU efterårssæson 2025

Ohøj pirater!

Så er sommeren og solen kommet frem. Mens vi nyder det fantastiske vejr, er det snart tid til at mødes og kode noget godt!

Denne efterårssæson starter mandag d. 1. september og slutter mandag d. 1. december (med efterårsferie i uge 42), i alt 13 mandage.

Praktisk information:
- Læg mærke til at kontingentet for sæsonen er hævet fra 500 kr. til 600 kr. grundet øgede omkostninger, primært på mad.
- Vi begynder hver mandag kl. 17:15 og slutter kl. 19:15, med en madpause i midten.
- Det foregår på Universitetsparken 1, 2100 København Ø (pavillonerne/barakkerne i selve universitetsparken uden for Datalogisk Institut ved Københavns Universitet). I denne sæson og sandsynligvis kommende sæsoner har vi andre lokaler grundet facaderenovering af hovedbygningen. Den første mandag skal vi nok stå parat for at lede jer derhen. Brug stien via Universitetsparken for at finde de container-formede pavilloner, som vi skal være i.
- Husk at medbringe en drikkedunk.
- Husk at medbringe en computer.
- For det meste har vi ikke krav til bærbaren, dvs. det er helt okay hvis den for eksempel er lidt gammel. Dog: Hvis dit barn har lyst til at arbejde med Unity (se beskrivelse længere nede) er det nødvendigt med administratorrettigheder på computeren når Unity skal installeres. Det fortæller vi mere om til den første mandag.

Vi har en madordning, der fungerer ved at I forældre kan melde jer til at stå for maden en aften. Udgifter til mad refunderer vi. Det kan være nem mad som pastasalat eller lignende. Der er køkken med komfur, gryder og basalt køkkenudstyr, men det kan godt tage tid at få gennemvarmet store portioner. Hvis I har diætmæssige restriktioner, så skriv gerne til os på [email protected], men vi kan ikke garantere at madlavere altid overholder dem.
For at melde jer på mad kan I skrive jer på listen her:
https://docs.google.com/spreadsheets/d/1VkmCffG74Xb0Hn1HwDInJGzy1vkXYdDwyJemwCNG1H8/edit?usp=sharing
Vi har også en Facebook-gruppe hvis man er til det:
https://www.facebook.com/groups/887698036567770/

Som udgangspunkt kommer vi til at arbejde med følgende teknologier i sæsonen (for dem der har været her før: omtrent det samme som i sidste sæson):

- Unity og/eller Godot: Populære systemer til at lave computerspil i.

- Scratch: En visuel måde at programmere på, der er nem at komme i gang med.

- Python: Python er et generelt programmeringssprog, der bruges til alt muligt, både hjemmesider, blandede værktøjer til ens computer, spil, og meget mere. Vi kommer både til at arbejde Pythons PyArcade-pakke der gør det muligt at lave små spil, men vil også gerne lave andre slags Python-programmer.

- Hardware/Hjemmesider: Konstruktion og programmering af fysisk hardware såsom lys, højtalere, motorer, afstandssensorer, knapper mm. på Arduino og micro:bit. På dette hold er der også hjemmesideprogrammering i HTML/CSS/Javascript for dem, som vil prøve at lave simple hjemmesider.

Udover ovenstående vil vi gerne prøve at efterkomme ønsker hvis vi kan. For eksempel kunne det være sjovt at lave nogle projekter med at arbejde i terminalen på computeren og hvad det indebærer. Hvis dit barn har været hos os i en tidligere sæson og gerne vil fortsætte med et projekt derfra, kan vi også hjælpe med det.

Vi går mere i dybden med teknologierne til den første mandag, og det er også muligt at skifte spor i løbet af sæsonen.

Bekræft venligst invitationen fra vores medlemssystem hvis I vil være med til denne sæson. Hvis I ikke er interesserede vil vi gerne opfordre til at I går ind i vores system og takker nej, så vi kan se hvor mange andre vi skal invitere. 🙂

Hvis I har spørgsmål, så skriv til os på [email protected]. Vi glæder os til at se jer!

Mvh. Coding Pirates DIKU

Sted:
DIKU
Universitetsparken 1
2000 København

Tidspunkt:
Mandag kl. 17:15-19:15

Ansvarlig:
Coding Pirates DIKU

Pris eksl. evt. medlemskab af Coding Pirates DIKU:
600,00 kr

Tilmeldingsfrist:
31. august 2025 (om 2 dage, 2 timer)

Periode:
1. september 2025 - 1. december 2025

Venteliste:
Ja. Kræver invitation igennem ventelisten

Lokalforening:
DIKU

Aldersbegrænsning:
9 - 17 år.


Log ind eller tilmeld dit barn for at tilmelde dig denne aktivitet.